Velkommen til Botilbuddet Lindersvold

Et rummeligt og trygt botilbud, der ligger i naturskønne omgivelser tæt ved Præstø Fjord

Botilbud for unge voksne med fokus på trivsel, relationer og fremtid

Botilbuddet på Lindersvold er for unge voksne, der har brug for støtte i hverdagen. Vi har i alt 12 pladser til personer, der er blevet visiteret til §107 eller §108. Vi er et rummeligt og trygt botilbud, der ligger i naturskønne omgivelser tæt ved Præstø Fjord cirka en times kørsel syd for København. Fordi vi også har et STU-tilbud på stedet, kan vi tilbyde helhedsorienterede løsninger, hvor vi kan tage os rigtig godt af vores beboere hele vejen rundt.

Lindersvold er en gammel herregård, der udover botilbud og STU også deler bygninger med en heldagsskole, et opholdssted, kollegieværelser og desuden Den Rejsende Højskole. Vi er et stort og levende fællesskab med mange typer af aktiviteter, som vores beboere kan deltage i. Vi bruger flittigt den smukke natur omkring os, tager til kultur- og sportsbegivenheder, spiller spil, laver mad, dyrker haven og hygger os sammen.

Fællesskabet kan give venskaber på tværs af baggrund og nationaliteter, og en stor del af vores pædagogiske arbejde handler om at støtte beboerne i at indgå i sunde relationer. Men her er også plads til at lukke døren og være for sig selv. Vi støtter de unge i at mærke deres egne grænser, og det er vigtigt at kunne vurdere, hvornår man har brug for at være alene.

Vores målsætning er, at de fleste af vores beboere på sigt skal kunne bo selv. Vi tilbyder blandt andet faget Life Skills, der træner beboerne i de færdigheder, der er nødvendige i et selvstændigt voksenliv.

Du er altid velkommen til at besøge os, hvis du er nysgerrig eller vil vide mere.

Vores målgruppe

Botilbuddet på Lindersvold er godkendt af Socialtilsyn Øst som botilbud for voksne, jf. Lov om Social Service §107. Vi har også §108 pladser.

Vi modtager som udgangspunkt unge voksne i alderen 18 – 26 år.

Vi modtager også unge på §43, nr. 5 (Barnets Lov) fra ca. 17 ½ år i overgangen til vores botilbudsparagraf §107 (SEL).

Botilbuddet har i alt 12 pladser.

Målgruppen for Botilbuddet på Lindersvold er omsorgssvigtede borgere, der fra det 17. år ikke endnu magter at tage vare på sig selv af personlige eller sociale årsager. Målgruppen har behov for omsorg og støtte til at opbygge eget selvværd og personligt fundament samt til at styrke opbygningen af et socialt netværk.

Nyheder

Lille Prins og Ida er gode til at lytte
E-sport styrker fællesskabet
6 gode grunde til at vælge Botilbuddet på Lindersvold

Hent materiale

Hent vores nyhedsbreve fra Skolecentret Lindersvold