To små shetlandsponyer er på rekordtid blevet en højtelsket del af Lindersvold. De er gode til at lytte, når livet føles svært, og sjove at strigle og gå ture med.
Vundne hjerter
Dyreflokken på Lindersvold er igen blevet udvidet; denne gang med to små shetlandske ponyer. Den plettede Pippi Langstrømpe-pony Lille Prins og hans bedste ven Ida, der kommer løbende, hver gang man kommer forbi deres fold, har på ganske kort tid vundet mange hjerter.
De små shetlændere er blevet indkøbt, fordi de er særdeles velegnede som terapidyr, forklarer Susan Henriksen, der er daglig leder på Botilbuddet Lindersvold:
”Når der nogle, der har det skidt, hjælper det at gå ned og snakke lidt med ponyerne. Det er der mange af vores beboere, der bruger, når de synes, at det helt bliver svært”, siger hun.
På tur i parken
Beboerne elsker også at passe dyrene. De skal fodres to gange om dagen, ligesom de skal strigles, og der skal muges ud i deres stald. Men det bedste, siger Susan Henriksen, er at gå tur med dem:
”Det er meget populært. Selv her om vinteren, hvor det er koldt og vådt.”
Lige nu går Susan og holder øje med Ida. For før hun kom til Lindersvold, har hun i en periode gået sammen med en ung hingst.
”Måske får vi et lille føl til sommer. Det bliver virkelig spændende”, siger hun.
I det hele taget mener hun, at hestene er kommet for at blive. Shetlænderne kan kun bruges til at snakke og gå med. Men hun afviser ikke, at der på sigt kan komme en ridehest eller to: ”Det kan også være, at vi får en beboer ind, der har sin egen hest. Så kan den jo også bo her. Nu har vi fået faciliteterne til det.”